Den del jeg har trukket i langdrag og slet ikke har lyst til at skrive,

men gør det for at advare andre kvinder. 

 
"Behandlingen af børn"

 
I den tid Thomas gik hjemme, havde han rig lejlighed til at opdrage på Simon, trods jeg havde sagt talrige af gange, han ikke skulle gøre det ... førend Simon havde tillid til ham. Thomas hørte ikke efter, var i sin egen verden.
 
Simon legede meget ude. Det har mine børn altid gjort, eftersom de er vokset op på landet mellem dyr. Thomas var mere bange for dyr, end mine små drenge var !!!
 
Simon rendte over vejen for at kigge ind til ALLE 10 får (hvor var de resterende 240 ?? ). 

Thomas blev gal og ville ikke have, han rendte over vejen, og det havde han jo i og for sig ret i.

Thomas sagde det til ham, med MEGET store bogstaver og meget højt, at det måtte han ikke. Et par dage efter gjorde Simon det igen - og Thomas gav ham en i numsen.

Jeg sagde, at han da for pokker ikke skulle slå på min dreng, og jeg fik "bla bla bla" igen og noget med, at så kunne jeg bare have sørget for at have opdraget ham hjemmefra.
Tålmodighed var bestemt ikke noget, Thomas var i besiddelse af - slet ikke !!!
 
Det næste var de store portioner mad, han øste op til Simon, og han har da ellers altid haft en god appetit.
Omkring Simon - vil jeg gå meget hurtig igennem det, for det er meget smertefuldt at skrive om, at rive op i det hele igen.
 
Simon startede i børnehave den 01.11.1996 i Vorbasse. Han var glad for at komme der, for så slap han også væk fra Thomas. Og Rasmus var sød ind imellem at hente Simon i børnehaven, når han fik fri fra skole.
 
Thomas lavede ikke meget i løbet af dagen - I september 1996 købte "vi" (jeg) computer med diverse udstyr plus videokamera. Og så så vi ikke mere til Thomas: "syv kabale" og "Napoleon spil" var hans job dagene igennem iført morgenkåbe, kæderygende.
Tit måtte jeg puffe til ham for at få ham i gang - men intet hjalp. Fortsat sørgede jeg for ALT.
Han var ligeglad ... og sagde, jeg var pisse doven og Fandenme bare skulle passe mine pligter i hjemmet,,, !!!!
 
Jeg har ikke tal på de gange, hvor Thomas har sagt, at Simon er utrolig grim. Ligner hans far, mente Thomas.
Selv hvis Simon sad ved siden af, kunne Thomas sige "se selv hvor grim han er".

Simon blev så ked af det, og jeg måtte bruge tid på, at få Thomas til at stoppe og trøste Simon.
 
Var Simon ked af det om natten ? Han var jo dybt ulykkelig indeni, den lille dreng. Måtte han ikke komme ind i soveværelset til os og kalde på mig. Så blev Thomas gal. Simon var lidt mørkeræd, hvilket børn jo tit og ofte er i den alder, men det havde Thomas ikke hjerne til at forstå !!! Og at de så har en lille lampe tændt,,,, men ikke hos Thomas ,,, det skulle være, som han sagde .
 
Så skulle septiktanken tømmes og en masse jord røg til siden. Simon fik en stor skovl i hånden af Thomas. "Nu fylder du det hul til". Jøsses, sagde jeg, han kan jo knap løfte skovlen, og Simon sagde "det gider jeg ikke". Ikke for at lægge hånden over min søn, men det betød ligeså vel, at det kunne han ikke (4 år gammel). Det kunne han da vitterligt ikke. "Hvad gør du ikke ?" sagde Thomas igen til Simon. Grædende sagde Símon, at det "gad" han ikke... og så fik han en syngende lussing midt i ansigtet, der kom langvejs fra .... (jeg glemmer det aldrig, den lille dreng). Han græd så hjertens skærende, og jeg var total stum og dybt, dybt forarget. Trøstede ham så fuldt ud, jeg kunne og kiggede forbløffet på Thomas. Thomas gad jo ikke selv at grave det hul.
 
Senere hen måtte jeg ikke trøste Simon eller nærme mig ham, når Thomas havde slået ham.

Han lå med sine tårer og elendighed blot 4 år gammel inde i sengen. (Her 12 år efter kan jeg ikke klare det ... tuder vildt.)
 
Appetitten gik i stå for Simon. Han kastede op efter hvert et måltid. Hvilket gjorde, at Thomas sendte bud efter lægen .... (for at rede hans egen "røv"). Lægen kunne ikke konstatere noget.
Selvom maven var i uorden, og han var så psykisk ked af det ... blev han stadig presset til at spise ... han tog 1½ time om et aftensmåltid, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var magtesløs. Min lille dreng  - hvad Fanden skulle jeg gøre ??? Ualmindelig ulykkelige var vi begge, Simon og jeg !!!
 
Jeg var klar over, at nu måtte der handling til fra min side, inden min lille dreng gik i opløsning.
Ved måltiderne , ja ind imellem når Thomas var gået fra bordet, ja, så ryddede jeg en del væk fra Simons tallerken indtil den dag, Rasmus gjorde sin far opmærksom på det, jeg gjorde ... så blev Thomas i køkkenet og stirrede på Simon, indtil han var færdig. Selv hvor meget Simon drak til måltiderne, ville Thomas være herre over. Min lille dreng :-(
 
Når jeg hentede ham i børnehaven, var han død nervøs. "Hvor er Thomas henne ?"   ,, bange!!
 
Jeg talte for døve øren til den mand. Han hørte kun sig selv, havde ret i alt. Troede jeg kunne gøre det godt og åbne hans øjne.
 
Drengenes far gjorde nu også oprør. Simon græd forfærdeligt, når han skulle tilbage til Thomas efter endt weekend hos sin far.
Når Simon kom hjem efter weekend, blev Simon udspurgt af Thomas. Jeg blev lukket ude af stuen, og Simon blev udspurgt om, hvad hans bedstefar og far havde sagt. Mente Thomas, at han svarede forkert, fik han en på siden af hovedet. Simon på sin måde efterfølgende rapporterede til mig.
 
Røvfuld, skete -  jeg har fortrængt det, da det gør ondt !!
Men husker, der bare var tale om bagateller, og husker to af gangene.
Den ene gang sagde han de farlige ord "det gider jeg ikke", og han blev hevet med ind på værelset på sengen. Thomas har åbenbart hevet bukserne nede på ham - jeg blev låst ude, stod ude på trappen - grædende, fortvivlet, bange, ja meget, meget mere. Hvad Fanden skulle jeg gøre. Og så hentede Thomas mig. Jeg kunne høre Simon have råbt "nej nej",,,, lille drengestemme blandet med gråd. (tuder selv nu)
Holdt mine hænder for ørerne, imens jeg stod derude ... det kunne ikke være sandt, det der foregik.
700 undskyldninger havde Thomas for, hvorfor han havde gjort det,,,, gad ikke høre det!! Tænkte blot på min dreng, som lå derinde i mørket, han havde været skrækslagen - hvilket Thomas selv fortalte en aften til gæster "for imens han havde slået Simon havde Simon skidt af skræk" -------------- manden var jo stolt af sine handlinger !!!!!!!!!! og gæsterne forbløffet.
 
Simon blev mere og mere indelukket og nervøs!!
 

 - o -

Når de andre sov om natten, listede jeg mig ind til Simon og sad hos ham og nussede ham. I starten for han sammen, når jeg kom ind, stiv af skræk og spurgte "Hvor er Thomas ?".

Jeg sagde han sov, og han ikke skulle være bange, fortalte ham, at jeg nok skulle sørge for, at vi kom væk derfra. "Ja mor" sagde han. Jeg kom ind til ham hver eneste nat - nussede ham til han faldt til ro.
Med min egen nattesøvn gik det dårligt. Min lille dreng der i mørket. Hvordan kom vi væk. Hvad skulle jeg gøre, osv. osv.
 
Julen nærmede sig, jeg prøvede at hygge for alle.
Ikke mindst Simon. Følte virkelig han trængte til det.
 
Min mor kom - var forbløffet over denne mand, der startede som gentleman, men nu var en sand djævel. Men en overgang talte hun for døve øren til mig. I min naivitet troede jeg på, at jeg kunne hjælpe Thomas til at blive en super kæreste, far og ikke mindst papfar. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det var for glamourøst, men jeg håbede så meget. Min mor kunne ikke gøre andet end at støtte mig og være der på sidelinien.
 
Min mor var hos Simon og jeg juleaften. Søren hos drengenes far.
Thomas og jeg havde været ude at købe julegaver dagen før ,,,,, jeg betalte alle gaver cirka kroner 9.000 - selv til hans familie som jeg ikke havde mødt,, hmmm.
Vi købte også julegaver til mig selv fra Thomas (dem betalte jeg også selv): jakke, bluse, bukser, tørklæde, støvler ---- alle tiders. Og overfor min mor skulle det lyde, at han havde givet mig det !!!!
 

 - o -

 

Lige inden jul , ja der så det sort ud - en mand ringede og jeg tog telefonen ... han ville gerne have nogle husleje penge fra de sidste 3 måneder ... ???????????? Jamen var det ikke Thomas' gård ??? (Nebelvej 47, Nebel - Vorbasse).
Jeg lagde problemet frem foran Thomas og spurgte ham direkte, om det ikke var hans hus ?

Han fik det pakket godt ind - så det lød godt - synes han, hvor jeg fandt ud af, at huset ikke tilhørte ham. - Han sagde dog, at huset var hans, men han havde lejet et hus nede i engen .... mund affald !!!
 
Han blev bedt om at møde i Retten i Grindsted pga. husleje restance  - jeg var med !!!!
Han blev bedt om at skaffe pengene hurtigst muligt, ellers ville vi blive sat ud.
Hverken jeg eller han havde pengene - jeg ville og kunne ikke låne mere.
 
Flyttebilen kom med advokaten den dag, vi skulle være ude. Thomas ringede til nær og fjern for at narre penge af folk - men nej - folk kendte ham jo !!
Han sagde, han havde lånt penge af sin mor ... så de skulle afleveres dagen efter på dommerkontoret.
Han havde INGEN penge lånt af sin mor, [som han forsøgte at bilde ind] der var blot tale om få dage, for pengene skulle blot deponeres. Hans forældre sagde direkte nej !!!!
Lynhurtigt fik han solgt den store græsslåmaskine og resten spurgte han min egen mor om, og hun sagde "ja" udelukkende for min og Simons skyld, (cirka kroner 7.000,-). Dem suste han til Horsens efter [for at hente] med ordene om, at hun ville få dem en uge efter !!!! Hun fik dem aldrig.  
 

"En kvindelig læser"